Aftalen mellem PFA og Lederne Pro er udvidet med to nye produkter – PFA EarlyCare™ og ressourceforløbsydelse via PFA Erhvervsevne, som begge hjælper dig, hvis du bliver ramt af sygdom i længere tid.
PFA EarlyCare™
PFA EarlyCare™ er udviklet til at dække hullet mellem forebyggelse og langtidssygemelding.
Rammes du for eksempel af stress eller anden sygdom, kan det få alvorlige konsekvenser for dig, hvis der ikke bliver taget hånd om det i tide. Får du en sygemelding på minimum 14 dage, kan du gennem PFA EarlyCare™ få hjælp til at afdække din helbredsmæssige situation og få rådgivning om, hvilke indsatser der kan være med til at hjælpe dig hurtigere tilbage.
Målet er, at få dig hurtigere på benene, hvis du bliver syg. Vi ved, at hjælpen er mest effektiv, når den tager udgangspunkt i det hele menneske. Derfor kommer PFA EarlyCare™, uanset årsagen til din sygemelding, rundt om alt fra kost og motion til søvn, trivsel og mental sundhed.
PFA EarlyCare™ er gratis for alle, som har PFA Erhvervsevne som en del af deres pensionsordning. Har du allerede tegnet PFA Erhvervsevne, er du også omfattet af PFA EarlyCare™.
PFA Erhvervsevne nu i en forbedret udgave
PFA’s erhvervsevneforsikring er blevet ændret, så den passer bedre til de seneste års offentlige reformer på socialområdet. Det betyder, at du nu får mulighed for at få en forhøjet udbetaling, hvis du kommer i et af de nye kommunale jobafklarings- eller ressourceforløb.
PFA Erhvervsevne er blevet forbedret, så du nu kan få økonomisk hjælp, hvis din erhvervsevne på grund af sygdom eller ulykke skulle blive nedsat. Mange skal i sådanne tilfælde gennem et kommunalt jobafklarings- eller ressourceforløb, hvor man modregnes af det offentlige. PFA Erhvervsevne er derfor blevet udvidet, så du får en forhøjet udbetaling fra PFA, hvis du modtager ressourceforløbsydelse fra kommunen.