CV og ansøgning

CV – curriculum vitae

Formålet med dit CV er som udgangspunkt at få dig til en jobsamtale. Vi giver dig et overblik over, hvilke typer af CV der er, og hvilke elementer et CV bør indeholde for at fremstå professionelt.

Opbyg et CV
Dit CV skal kunne bruges både i kombination med en ansøgning på en annonceret stilling og stå alene, blandt andet i forbindelse med netværksaktiviteter og i dialog med headhuntere. Det er modtageren, der afgør, om du har et godt CV. Modtageren starter typisk med at skimme dit CV igennem for at vurdere, om du har den efterspurgte erfaring og kompetencer. Dit CV skal derfor både være bagudrettet, det vil sige beskrive din karriere historisk, og samtidig være målrettet den stilling, du søger, og de opgaver, du skal løse.


DET GODE CV

Et CV skal være målrettet og skræddersyet til den stilling, du søger. Se videoen og bliv klogere på, hvad der kendetegner det gode CV.

FORSKELLIGE TYPER AF CV

Der findes forskellige typer af CV. Det klassiske kronologiske CV er stadig det mest benyttede, da det giver et godt og hurtigt overblik over ansættelser, opgaver og resultater. Du vil også opleve, at de fleste elektroniske CV-databaser samt LinkedIn opbygges på samme måde.

Kronologisk CV (Klassisk CV)

Et kronologisk CV har fokus på at beskrive hver enkelt ansættelse i en kronologisk rækkefølge. Du lister altså dine data i omvendt kronologisk rækkefølge, det vil sige med det nyeste først. Hver enkelt ansættelse beskrives også med ’ansvarsområde’, ’opgaver’ samt evt. ’resultater’. 

Download et eksempel på et klassisk CV (HR Konsulent)

Kompetence CV (funktionsopdelt CV)

Kompetence CV’et fokuserer på dine kompetencer fremfor dine enkelte ansættelser og stillingsbetegnelser. Dine kompetencer inddeles typisk i overskrifter, såsom personaleledelse, administration, salg m.m. Et kompetence CV kan for eksempel benyttes ved brancheskift, hvor du udvælger de kompetencer, du gerne vil sætte fokus på i forhold til den stilling, du søger. I et kompetence CV beskrives dine ansættelser med en kort oversigt efter beskrivelsen af dine kompetencer.

Download et eksempel på et kompetence CV (HR Konsulent)

Kombinations CV (Hybrid CV)

CV’et er en kombination af et kronologisk og et kompetence CV. Det vil sige, at CV’et både har fokus på dine valgte kompetencer og en omvendt kronologisk beskrivelse af dine ansættelser, inklusiv ’ansvarsområde’, ’opgaver’ og evt. ’resultater’.

Download eksempel 1 på et hybrid CV

Download eksempel 2 på et hybrid CV

Onepageren (Præsentations CV)

CV’et fylder kun én side. Det giver modtageren et præcist og overskueligt overblik over din faglige profil samt ansættelser, uddannelser og evt. resultater. Onepageren benyttes for eksempel i forbindelse med netværksaktiviteter, og enkelte headhuntere foretrækker denne korte version.

Download et eksempel på en onepager

Projekt CV (Freelance CV)

Når du søger en projekt- eller freelance-stilling lægger arbejdsgiver ofte mere vægt på dine kompetencer og projekthistorik end dine personlige egenskaber, da der oftest vil være et mindre fokus på, om du passer ind i afdelingens personsammensætning. Et projekt CV indeholder derfor ud over en ansættelseshistorik også en oversigt over, hvilke projekter du har deltaget i.

Video CV (Videopræsentation)

Du kan blive mødt med ønsket om at lave en videopræsentation eller et video CV, for eksempel i forbindelse med en rekrutteringsproces. Du kan også vælge selv at lave en præsentation som et supplement til dit CV for at skille dig ud.

Læs mere om, hvordan du laver en god og professionel videopræsentation

Relateret indhold

Download eksempler
Vi har samlet eksempler på forskellige typer af CV og ansøgninger, så du har mulighed for at se konkrete eksempler, du kan downloade og lade dig inspirere af i din egen skriveproces.
Skriv en ansøgning
Vi giver dig gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal skrive din jobansøgning.